Guide: Sådan får du bedre priser hos din bank

Guide: Sådan får du bedre priser hos din bank

Flere danskere oplever at stå i en økonomisk vanskelig situation som konsekvens af coronakrisen, hvorfor nogle vælger at optage et banklån. Selvom du står i en presset situation, er det vigtigt, at du læser din låneaftale grundigt igennem, så du ikke risikerer at betale for meget. Her får du en guide til, hvordan du analyserer dit tilbud.

Som konsekvens af situationen med COVID-19 har mange danskere oplevet at blive fyret fra deres arbejde, hvorfor pengene kan være knappe. Nogle af dem har i den forbindelse valgt at optage banklån for at finde økonomisk fodfæste i en periode, hvor der er særligt behov for det. Det kan dog føre til, at du som låntager ender i en situation, der er omend endnu mere uoverskuelig, end den du befandt dig i før, hvis du ikke tager dig tid til at analysere dit tilsendte lånetilbud fra banken i detaljer. 

Step 1: Indhent tilbud

Hvis du står i en situation, hvor du har brug for at låne penge, vil din bank med stor sandsynlighed være villig til at hjælpe dig med en løsning og dermed sende dig et personligt lånetilbud. Men inden du takker ja til et sådan tilbud, der ved første øjeblik virker ganske udemærket, kan det anbefales ligeledes at indhente lånetilbud fra andre banker. Det er nemlig ikke sikkert, at det bedste tilbud er at finde hos din egen bank, på trods af at du måske har været kunde hos dem i flere år.

Step 2: Analyser priser og gebyrer

Når du har indhentet lånetilbud fra flere forskellige banker, er det blevet tid til at sammenligne de tilsendte låneaftaler for til sidst at vurdere, hvilket tilbud der er det bedste. Det essentielle er selvfølgelig at tjekke, hvilke omkostninger der er forbundet med lånet. Hvor meget koster det eksempelvis i oprettelsesgebyr? Hvilken rente skal du betale for lånet? Er det muligt at låne rentefrit i en periode? Er renten fast, eller kan den variere i løbet af lånets løbetid? Hvis du låner en større sum penge, kan en variabel rente have stor betydning for, hvordan prisen på dit lån udvikler sig undervejs.

Rådtilpenge.dk, som er drevet af Finanstilsynet, har udarbejdet en artikel, der hjælper dig til at forstå de mange begreber i dit banktilbud.

Step 3: Opsigelse og binding

Inden du sætter din underskrift på en låneaftale, er det en god idé også at undersøge, hvad dine muligheder for at opsige aftalen er. Hos nogle banker kan du opsige aftalen uden ekstra omkostninger, mens du hos andre banker vil blive opkrævet et opsigelsesgebyr. Det kan eksempelvis være, at du på et tidspunkt kommer til penge igen og ønsker at betale lånet tilbage, så du slipper for fortsat at afdrage på det med dertilhørende renter. I den forbindelse er det fordelagtigt på forhånd at kende til vilkårene for tidlig indfrielse af lånet.

Step 4: Forhandl dig til en bedre aftale

Eftersom din bank selv sammensætter det tilbud, de sender til dig, vil det også være muligt for dig at forhandle nogle elementer, du mener kunne være mere fordelagtige for dig. Derfor skal du ikke se bankens tilsendte tilbud som deres endelige ord, men snarere som et udgangspunkt for nærmere forhandling. Hvis de tilbud, du har indhentet fra andre banker, indeholder punkter, der er bedre end det, din egen bank kan tilbyde, kan du med fordel bringe det på bordet i en forhandlingsproces. De fleste banker er nemlig villige til at gå ret langt og tilbyde billigere lån for at holde på deres kunder og sørge for, at de ikke skifter over til en anden bank. 

Forbrugerrådet Tænks hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du forhandler en god aftale i hus med din bank.

Skrevet af
Andreas Linde
Hjem » Nyheder og artikler » Guide: Sådan får du bedre priser hos din bank